Artikulation
Taletræning baseret på synlige og mærkbare bevægelser af taleorganerne. En eventuel hørerest søges også udnyttet, f.eks. ved hjælp af artikulationsforstærker.
Artikulationsspejl
Anvendes ved undervisning i artikulation. Lærer og elev sidder side om side foran spejlet, så begge kan følge hinandens mundbevægelser ved tale.
Audiologi
Læren om hørelsen.
Audiometri
Bech, Fritz (1863-1945)
Blev allerede i 1882 ansat på Instituttet på Kastelsvej. Her blev han i 1890 gift med en af forstander Rasmus Malling Hansens døtre Zarah (1870-1910). Fra 1904-1933 var han forstander for A-skolen i Fredericia.
Bech gjorde gennem hele sit liv et stort arbejde for voksne døve, med en meget stor tolke- og foredragsindsats. Han var formand for ”66” fra 1892-1904 og i hans formandstid opførtes Alderdomshjemmet i Brohusgade, ligesom han tog initiativet til opførelsen af De Døves Kirke.
Han grundlagde Smaablade for Døvstumme og redigerede dette blad fra 1891-1904. Siden blev han redaktør (1924-1945) af Effata. Han var tillige dansk redaktør af Nordisk tidskrift för dövstumskolan. Han udgav i 1890 Ordbog for Døvstumme, der i 1916 udkom i stærkt forøget udgave.
Bech var en ivrig tilhænger af tegnsprogets anvendelse i undervisningen og modstander af Georg Forchhammers Mundhåndsystem, og de to forstandere førte en årelang debat om dette emne.
Becker, Carl (1871-1942)
viste allerede i skolen rige evner for at fortælle og skrive. Og hans lærer, Fritz Bech, brugte ham flittigt som skribent i Smaablade for Døvstumme. Han blev uddannet porcelænsmaler og arbejdede som sådan i nogle år. Han kom hurtigt ind i foreningsarbejde og i ”66”, og i 1898 blev han valgt ind i bestyrelsen. I 1899 stiftede han De Døvstummes Læseforening for at give døve muligheden for at dygtiggøre sig.
I 1904 blev han kordegn i De Døves Kirke, et embede han havde til sin død.
Becker deltog også i internationalt samarbejde, var i 1900 til kongres i Paris og i Christiania 1903. Det var efter denne, at han ønskede at vise omverdenen, hvor højt et stadium den danske døveundervisning befandt sig. Han tog derfor initiativ til afholdelse af Den første nordiske Døvstummekongres i 1907, med vigtige emner såvel om uddannelsen af døve, som om voksne døves liv.
Han stiftede som den første en børnehave; han var med i Døvstummerådet og i Centraludvalg til Gavn for Døvstumme.
Han havde ligesom sin foresatte, pastor Johs. Jørgensen, en omfattende foredragsvirksomhed, som gjorde at han kendte alle landets døve og kunne varetage deres interesser.
Becker sad model til ”De døvstummes Haandalfabet og 280 af de almindeligste Tegn” 1907.
Han var gift med Margrethe, der også ydede en stor indsats for døve, f.eks. i Kvindeforeningen.
Mindestenen på Assistens Kirkegård er efter gravens sløjfning flyttet til De Døves Kirke.
Bonaventura
Stiftende generalforsamling fandt sted den 11. august 1914 på initiativ af forstander for Børnehaven i Fredericia Vilh. Larsen. Første formand blev V. Peülecke, et hverv han havde helt frem til 1949.
Foreningen skulle være en støtte for Børnehaven i Fredericia ved at agitere for tilgang til Børnehaven, følge børnenes trivsel der, og senere deres ophold på de obligatoriske døve- og tunghøreskoler. Desuden skulle foreningen støtte, råde og vejlede forældrene.
Bonaventura støttede også forældre økonomisk, så de kunne få råd til at besøge deres børn på skolerne. Det lykkedes også Bonaventura at få skaffet frirejser til børnene, så de i 1916 også kunne komme hjem i juleferien og i 1917 tillige i påskeferien. Hidtil var børnene kun kommet hjem i sommerferien. Også børnenes påklædning på skolerne, som var meget uniformspræget, fik Bonaventura ændret.
For at fremme sine synspunkter udgav Bonaventura fra starten et tidsskrift. Bladet ophørte i 1956, men har siden haft en fast rubrik i Døvebladet.
Bonaventura deltog i revisionsarbejdet med døveloven af 1926 og 1950 uden dog at få afgørende indflydelse, hvilket skabte stor utilfredshed hos foreningens medlemmer. Man udnyttede dog de nye muligheder som sidstnævnte lov gav, og fik blandt andet mulighed for at skabe økonomisk hjælp til skolebørns rejser til f.eks. idrætsstævner m.m.
Foreningen oprettede i 1930 Feriekolonien for døve og svært tunghøre børn i Hornbæk, hvor mange københavnske børn har holdt sommerferie.
1970’erne var præget af nedtur for foreningen med mange interne diskussioner, selvom der var nok af emner, der skulle løses. Specielt var man nervøs for særforsorgens udlægning og Bonaventura udtrykte ønsket om at bibeholde statsskolerne. I 1974 indledtes et tættere samarbejde med Hørehæmmede Børns Forældreforening, der blandt andet resulterede i intensive tegnsprogskurser for forældre, senere også for søskende og bedsteforældre.
I 1980’erne tog Bonaventura initiativ til afholdelse af familiehøjskoler, børnelejre og tegnsprogskurser, ligesom man udgav forskelligt materiale til hjælp for forældre til døve børn.
Bonaventura har naturligvis også deltaget i spørgsmålet for og imod CI og specielt om anvendelsen af tegnsprog efter at barnet har fået CI. Også Bonavnetura har i lighed med døveskolerne måttet føle konsekvenserne af, at næsten alle døvfødte børn i dag får indlagt CI.
Castberg, Peter Atke (1779-1823)
fødtes i Danmark af norske forældre. Efter endt skolegang i Kongsberg, studerede han medicin ved Københavns Universitet, hvorfra han tog embedseksamen i 1801. Han tog doktorgraden i 1802. Han forsøgte at helbrede døve ved hjælp af galvanisme, en elektrisk behandling, men ingen blev naturligvis helbredt.
Efter en studierejse 1803-1805 rundt til europæiske døveskoler gav han sig i 1806 til at undervise et par døve drenge privat. Samtidig udgav han Første Læsebog for Døvstumme.
17. april 1807 kunne han åbne landets første døveskole, Det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn, beliggende i Sølvgade med 10 elever. For at fremme kendskabet og forståelsen af døveundervisning udgav han hvert år oplysende bøger om emnet. Hans skole havde stor fremgang, og der kom elever fra hele landet. Castberg havde i Paris set, hvordan man tog tegnsprog, håndalfabet og skrift i brug i undervisningen, og det overførte han i bestræbelserne på at lære eleverne dansk. Der var dog også afsat flere timer om ugen til artikulation.
Selvom Instituttet var statsstøttet, slog økonomien ikke til, men i forbindelse med elevernes uddannelse i forskellige kreative fag på Instituttet, kunne deres arbejder sælges til fordel for Instituttets økonomi. Det gælder især papirarbejder, og der er heldigvis bevaret mange af elevernes arbejder i Døvehistorisk Selskab, såsom glober og perspektivbilleder.
Han fik i 1817 gennemført, at alle døve børn skulle modtage undervisning på Instituttet og elevtallet nåede op på 58 et imponerende tal, men desværre for mange elever i forhold til den økonomi, der var til rådighed.
Allerede på det tidspunkt var Castbergs helbred svækket af sygdom, han havde mere og mere svært ved både at undervise og administrere, han smed således alle papirer væk, så vores kendskab til hans undervisning udelukkende bygger på hans trykte værker. Og i 1823 dør han.
Selvom hans virke således blev kort, vil han for altid blive husket som grundlæggeren af døveundervisningen i Danmark.
I 1913 rejstes en statue af Castberg foran Skolen på Kastelsvej, og i 2007 satte Døvehistorisk Selskab en mindesten for ham på Assistens Kirkegård.
Danske Døves Landsforbund (Dansk Døvstummeforbund 1935-1953)
blev oprettet i 1935 med det formål at være paraplyorganisation for alle døveforeninger i landet, et hverv ”66” hidtil havde påtaget sig. Tillige havde Døvstummerådet, oprettet 1922, på flere områder fungeret som et forbund og fortsatte også hermed helt frem til 1955, hvor organisationen endelig faldt på plads. 66 blev en ren københavnsk døveforening og Døvstummerådet blev opløst, og DDL overtog alle forbundsopgaverne.
I 1950 kom der en ny døvelov, der udover at ændre strukturen for de danske døveskoler, også ved oprettelse af Døvenævnet, hvori DDL var repræsenteret, gav døve indflydelse på mange områder, som f.eks. på deres videre uddannelses- og erhvervsforhold.
DDLs formål er således at varetage døves interesser, såvel over for bevilligende instanser, som over for uddannelsesinstitutioner og skoler m.m. Blandt de mange emner, har måske især tegnsprogets fremme været det vigtigste. Ønsket og kravet er, at det døve barn fra vugge til grav overalt mødes med folk, der har indgående kendskab til tegnsprog.
I 1980 står der blandt andet i DDLs program: Skrivetelefon til alle døve, døv medbestemmelse om egne forhold, døves højskole med undervisning på tegnsprog, obligatorisk brug af tegnsprog for alle der underviser døve, bedre tolkeservice, døvevenligt TV, oplysning om døve og bedre forhold for døv-blinde.
I de senere år har DDL især kæmpet for Det Sociale Tolkeprojekt, der tilbyder gratis tolkning til døve, døvblinde og svært hørehæmmede på alle områder, som ikke allerede bliver betalt af offentlige midler.
DDL støtter også kulturelle initiativer, som f.eks. Døves kulturdage, udstillingsvirksomhed, Døves teater, DDUs ungdomsarbejde, Døves Idræt og Døvehistorisk Selskab.
DDL har også engageret sig i nordisk og internationalt arbejde. DDL var vært for Nordisk Råds møde i København 2007, der udover drøftelse af alvorlige emner også aflagde Døvehistorisk Selskab et besøg. På verdensplan har DDL specielt engageret sig i U-landsarbejde og har arbejdet energisk for at forbedre døves forhold i forskellige lande specielt i Uganda, ligesom DDL formidler, at døve fra Afrika kommer til Danmark for at studere her.
DDL udgiver pjecer, foldere, rapporter, betænkninger for at understøtte forbundets arbejde og til fremme og forståelse for dets opgaver. DDL udgiver tillige Nyt fra Danske Døves Landsforbund 1998-, trykte årsberetninger, og Døvebladet, der siden 1950 har orienteret om alt, hvad der er af interesse for, om og af døve. DDLs virke kan tillige ses på www.deaf.dk