Lydretskrivning
Skriftsystem, som viser udtalen af de enkelte bogstaver i ordene. Konstrueret af forstander Georg Forchhammer.
Mund-hånd-system
MHS, håndstillinger som ledsager tale og viser de medlyde/konsonanter, som ikke kan aflæses.
Mundaflæsning af tale
Hørehæmmede kan ved at se på munden på den der taler, få støtte til opfattelse af tale. Døve kan ved mundaflæsning få støtte til forståelse af tale.
Møller, Andreas Christian (1796-1874)
Født i Trondheim, blev døv i 2-årsalderen og kom derfor på dobbeltmonarkiets eneste døveskole, Castbergs Døvstumme-Institut i København den 21. september i 1810 på Throndhjems Byes Fattigcasses regning.
Han tog eksamen den 28. januar 1815 og fik belønning for flid og god opførsel. Samme år blev han konfirmeret og vendte tilbage til sin fødeby, hvor han begyndte at undervise 4 døve børn. Men Castberg havde ikke glemt ham og bad ham i 1817 indsende en ansøgning om at komme til at undervise på Instituttet i København. Her var Møller lærer fra 1817-1822, for så at vende tilbage til Trondheim for at undervise døve børn dér.
1. november 1824 udnævntes A. C. Møller til lærer/forstander for Norges første døveskole beliggende i Trondheim. Skolen havde til huse i Waisenhuset, som han sammen med broderen fik indrettet til undervisning blandt andet med materialer fra Instituttet i København. Han lod også Castbergs Første Læsebog for Døvstumme genoptrykke i 1825. Året efter giftede han sig med Birgitte Marie Holst, med hvem han fik 9 børn, heraf 1 tvillingepar. Hans undervisning var baseret på skrift, håndalfabet og tegnsprog, men efterhånden kom der også ønsker frem om, at der blev undervist efter talemetoden, hvilket Møller ikke var begejstret for. Der var også tale om at flytte skolen til Oslo, så de senere år var ret besværlige for A. C. Møller frem til hans pensionering i 1855.
Til minde om hans store gerning som døvelærer er der i 1958 opsat en mindeplade på Trondheim offentlige skole for døve.
Nyegaard, Andreas Christian (1823-1908)
Blev i 8 årsalderen angrebet af skarlagensfeber og mistede fuldstændig hørelsen. Han kom i døveskole (Stormgade) i 1834, og allerede på sin konfirmationsdag fik han tilbud om en uddannelse på Instituttet, men moderen afslog. Så Nyegaard vendte tilbage til Fanø, hvor han blev udlært bomuldsvæver.
Men i 1853 er han at finde som døvelærer, en gerning der varer helt frem til 1901. Han underviste således i en alder af 77 år! For sin gerning blev han i 1893 hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.
I 1871 tog han initiativ til den første illustrerede tegnordbog i Danmark. Det var med tegninger af Peter Nikolaj Møller. Ordbogen kom i 9 oplag fra 1871 til 1901, og ikke mindst det medfølgende håndalfabet i det praktiske lommeformat var en stor succes.
I 1873 giftede han sig med Ane Johanne Larsen, der også havde været elev på Instiuttet og sammen fik de to børn.
Oral
Mundtlig, oral undervisning er en nyere betegnelse for talemetoden.
Riis, Erling (1917-2007)
Han var født på Frederiksberg og fik sin skolegang på Fru Søborgs Skole.
Han uddannede sig til litograf og var i mange år ansat på Aller. Som ung var han meget interesseret i idræt og var således medstifter af Døves Idrætsforening, hvor han blev kasserer.
Erling Riis sad i ”66”s bestyrelse som kasserer i 16 år og var et enkelt år formand for foreningen. For sin imponerende og mangeårige indsats blev han udnævnt til æresmedlem, og i 1974 modtog han Ole Jørgensens mindelegat.
Desuden var Erling Riis også aktiv i Bridgeklubben, hvor han også sad i bestyrelsen. I 51 år var han et aktivt medlem af Old Boys.
Roosen, Nicolaj Classen (1781-1812)
Han ville oprindelig været gået søvejen, men måtte i 1800 forlade marinen på grund af nedsat hørelse. Lærte sig kobberstik og tegning, og blev i 1807 ansat af P. A. Castberg som lærer på Døvstumme-Instiuttet. Han tegnede og raderede Fingersprog eller Haandalphabet til Brug i det Kongelige Institut for Dövstumme i Kiöbenhavn i 1808.
S-fag
Fag, som tidligere ansås for særlig egnede til døve, og som havde S som begyndelsesbogstav, f.eks. skomager, snedker, skrædder. I 1800-tallet blev eleverne på Instituttet uddannet i disse fag.
S-indikator
Et apparat med en lampe som lyser, når man siger lyden (s). Bruges ved artikulationsundervisning.